Hvert skridt tæller

Sæt den ene fod foran den anden og gå med, er det simple budskab, når vi nu for 19. gang i Danmark opfordrer til at gå en forskel til årets ECCO Walkathon. Det er de små skridt, der tæller, uanset om du ønsker en mere aktiv livsstil, eller når du som ECCO ønsker, at stadig flere går med på trenden. Derfor gør du med din deltagelse i ECCO Walkathon ikke kun noget for din egen sundheds skyld, du gør også en forskel for SOS Børnebyerne og for Hjerteforeningen, som vi igen i år går til fordel for.


ECCO Walkathon’s historie

ECCO Walkathon handler om, at deltagerne "går penge ind med fødderne". For hver kilometer deltagerne går, donerer ECCO 7,50 kr. til enten Hjerteforeningen eller SOS Børnebyerne. Som deltager bestemmer du selv, hvilken af de to organisationer, der skal modtage dit bidrag.

Siden ECCO Walkathon startede, har mere end 490.000 deltagere "gået penge ind" i hele verden. Sammen har de gået, hvad der svarer til 10 gange rundt om kloden og indsamlet 32 millioner kr. til en række velgørende formål. Alene i 2017 blev der i Danmark gået over kr. 1,1 mio.  


#EW18

Gang er en skånsom og sund form for motion, der kan dyrkes af de fleste. Det er en nem måde at få en mere aktiv livsstil og et bedre helbred.

Ifølge Hjerteforeningen er manglende motion den fjerde hyppigste dødsårsag herhjemme. Også Sundhedsstyrelsens rapport om danskernes sundhedsmæssige tilstand, Den Nationale Sundhedsprofil, konkluderer, at danskerne generelt bevæger sig for lidt. Kun cirka 29 procent af den voksne befolkning er moderat eller meget fysisk aktive i deres fritid. Samtidig viser undersøgelsen, at 47 procent af den voksne danske befolkning er moderat eller svært overvægtige.

Vejen til en mere aktiv livsstil og et bedre helbred er dog slet ikke så lang, som mange tror. Blot en halv times rask gang om dagen, kan ifølge Hjerteforeningen forbedre helbredet væsentligt.

Med andre ord: Det er godt at gå. Derfor opfordrer vi alle til at gå, og ikke mindst dele de gode oplevelser fra turene med andre, så vi sammen kan inspirere hinanden til at gå mere. Hver måned opfordrer vi derfor alle, der har lyst, til at deltage i ECCO Godt Gået Challenge, som du finder på
Facebook. Her deler allerede godt 800 personer oplevelser, billeder og inspiration fra og om deres gåture.


Gå med Martin Brygmann og Jacob Riising

Sidste år stod Martin Brygmann og Jacob Riising for første gang sammen, som værter for ECCO Walkathon. Det gjorde de rigtigt godt. Derfor har vi inviteret dem tilbage igen i år til endnu en sjov og inspirerende dag på Kastellet i København den 9. september.

Så find dine sko, bind snørebåndene og køb billet til ECCO Walkathon 2018.
Prisen er 60 kr. for voksne og 30 kr. for børn til og med 12 år.