Gå et marathon

Mindst ni gode grunde til at gå et helt eller halvt marathon.
Hvis du gerne vil gennemføre et marathon eller en halvmarathon, men er i tvivl om, hvorvidt ben eller krop kan holde til belastningen, skal du ikke fortvivle. I stedet skal du gå distancen. Det er der mange gode grunde til.
Nationalpark Thy Marathon, London Marathon Walk, DGI Walk-a-ton, Vodafone Malta Walkatthon, Oslo Maraton, Boston Marathon Jimmy Fund Walk og Honolulu Marathon. Jo, mulighederne for at gå et marathon er mange, og der kommer flere og flere steder på listen.

Blandt andet årets ECCO Walkathon, der som noget helt nyt har – ikke en hel marathon, men en halvmarathon på programmet i København.

Der er nemlig flere og flere, der gennemfører et helt eller halvt marathon gående, og det er der mange gode grunde til. På mange måder er det sundere at gå den lange distance end at løbe den; du slipper i hvert fald for skader og lang restitutionstid.

Vi har samlet nogle af de gode grunde til at gå et marathon:
  • Du får et konkret mål med din træning, som er vigtigt for mange
  • Du kan gøre det sammen med din(e) bedste ven(ner) eller veninde(r), fordi stort set alle kan træne sig op til udfordringen – og så kan I samtidig pleje de gode venskaber
  • Du sætter gang i din forbrænding
  • Du kan overvinde dig selv; for hvor du måske ikke har fysikken til at løbe et marathon, så kan de fleste træne sig op til at gå de 42 km
  • Du kan komme ud og rejse, fordi de såkaldte walk-a-thons bliver afholdt mange forskellige steder i verden
  • Du kan støtte godgørende formål, fordi mange walk-a-thons er bygget op om at støtte gode formål (ligesom ECCO Walkathon)
  • Du kan nyde alle 42 km, fordi du ikke på samme måde som ved løb skal kæmpe med smerter og træthed
  • Du får det beviseligt bedre; gang giver således et sundere hjerte, en skarpere hjerne og stærkere krop
  • Og endelig skal du ikke bruge flere uger på at restituere; for nok har du ømme ben efter at have gået 42 km, men hvor det kan tage kroppen flere uger – ja, måneder – at komme sig helt efter et marathonløb, så tager det højest et par dage efter at have gået distancen
Det kræver selvfølgelig træning, hvis du vil gå et marathon. Vi har fundet et 19-ugers træningsprogram, som gør dig klar til udfordringen: https://www.verywell.com/mileage-building-schedule-for-marathon-walk-3435716. Læg mærke til, at træningsprogrammet et lavet i miles, som svarer til 1,6 km – 4 miles er altså 6,4 km.